Danskerne har de medier de fortjener. For når standarden i dansk journalistik igen og igen skal stå for skud for ikke at leve op til nogle udefinerede højere etiske og moralske krav, kan jeg kun sige, at man får altså ikke en Mercedes, hvis man kun vil betale for en Trabant. Og lad os nu være ærlige: I det store hele gider de fleste danskere jo ikke at betale til medier med den gode, dybdeborende og velbearbejdede historie. Danske avisers oplagstal falder og falder. Når vi ser TV, så er det underholdningsprogrammerne der tager seertals-keglerne, og nye tiltag på andre platforme går ned med et brag. Det eneste journalistik der virkelig rykker er afsløringerne og skandalerne og her er det snarere formen og ikke indholdet der sælger avisen eller programmet. Hvordan kan det undre nogen, at som forbruger er det så det, man får at vælge i mellem? Men denne selverkendelse syntes af være fuldstændig fraværende i alle de indlæg og ytringer jeg har læst og hørt.
Som journalist må jeg konstatere, at informationsniveauet hos forbrugerne, angående den danske medieverden, syntes at være primitivt lavt. Især syntes det faktum, at journalisternes arbejdsgivere retter sig ind efter forbrugernes ønsker, at blive fuldstændigt ignoreret. Og det er nu en gang arbejdsgiveren der ansætter redaktøren, som så har det redaktionelle ansvar og lægger den redaktionelle linje. Det er redaktøren den enkelte journalist arbejder for. Alene arbejdsfordelingen gør det derfor meningsløst, at stille journalister til ansvar for det åbenbart åbenbare moralske forfald i den danske medieverden. I en hver anden branche, vil et ligende tillidsproblem være adresseret som et ledelsesproblem. Men altså ikke i mediebranche. Her er det de ansattes lave moral, der er årsagen til problemet.
Men mirakuløst nok så er der stadig indtil flere redaktioner i den selvsamme danske mediebranche, der så alligevel forsøger at leve op til nogle ordentlige journalistiske standarder. De fleste der arbejder på en sådan redaktion, undrer sig derfor over, hvordan en skandale på Se & Hør eller Lars Løkke-kampagnen i Ekstra Bladet pludselig kan være et fælles problem for alle journalister. Hvorfor i al verden skulle de reflektere over Qvortrups etiske mangler, når de selv arbejder for et medie, hvor standarden er i højsædet? Hvad hulen har det egentlig med dem at gøre? Og mit eget programs lyttere lytter vel med, fordi de syntes kvaliteten er i orden, så hvad har jeg med standarden på Ekstra Bladet´s kampagne journalistik at gøre? Hvor kommer denne kollektive fordømmelse fra? Hvorfor kan forbrugeren ikke kende forskel på kvalitets-blade og programmer og så underlødigt skidt, og, værst af alt, blive ved med at købe det underlødige skidt men ikke kvalitet?
Den kommer ud fra en total manglende erkendelse, der sjovt nok kun syntes at gælde for forbrugernes forhold til medier, at hvis man ikke vil betale for kvalitet, så får man det heller ikke. Størstedelen af danskerne vil ikke købe en avis i dag, men gerne et ugeblad eller et eller andet udenlandsk på nettet. At det i dag er muligt at lave de årlige ca. 10 – 15 gode dybdeborende journalistiske kvalitet-artikelserier eller dokumentarer, der gør en forskel, skyldes mest af alt den statslige mediestøtte. Ikke opbakning fra de pivende forbrugere, der ikke forstår, hvorfor deres Trabant ikke opfører sig som en Mercedes.