Forleden tog jeg den beslutning, at droppe et Facebook-venskab. Årsagen var en veninde lavede et indlæg om filmen “12 år som slave”, som havde rørt hende. En anden ven kommenterede så dette med, at det var arabere der solgte slaverne til de hvide, og mens den hvide mands slavehandel kun havde varet i 350 år, så havde den muslimske slavehandel varede i 1.400 år og var stadig ikke afskaffet.

Det er langt fra første gang at denne ven kom med den slags ytringer om muslimer og i hans optik er Islam en modbydelig, fascistik idologi, der er det værste der nogensinde er overgået menneskeheden. Og tro mig, dette er den moderede gengivelse af hans udfald mod muslimer.

Det der slog mig, og som reelt drev mig til at “unfriende” min ven, var at ingen argumenter syntes at bide på ham. Jeg forsøgte ellers netop at have argumenterne i orden ( det er jo ikke første gang, som sagt) baseret på fakta: At vi har holdt slaver i Europa lige siden grækerne, selv vores forfædre, vikingerne, havde jo trælle, samt at lige præcis slavehandlen på Vestindien foregik via vores slaveforter på Guldkysten, hvor vi købte slaverne af lokale konger. Så hverken det ene eller det andet han skrev passede altså. At muslimer så også handlede med slaver, var altså ikke specielt for netop muslimer. Det var, skrev jeg, ud over at være forkert, derfor også diskiminerende og racistisk, det han skrev, fordi han tillagde en bestemt gruppe mennesker (muslimer) nogle negative egenskaber, der rent faktisk ikke var specielt for netop den gruppe. Lige siden den sumeriske kultur for 5.000 år siden har slaveri desværre været en del af menneskeheden.

Han blev oprigtig fortørnet over, at jeg kaldte ham racist. Det var jo den rene skære sandhed (at islam er ond) og det var på grund af “sjovenister” (journalister) som mig, venstrefløjen som helhed og blødsødne humanister i særdeleshed, at “erobringideologien” Islam nu var blevet en trussel mod alle, mens folk, som ham selv, der råbte vagt i gevær, måtte se sig udstillet som racister på grund af “os”.

Et andet aspekt i denne tråd var, hvordan vores fælles veninde reagerede, på hvad jeg opfattede som rendyrket diskrimination. Hun kaldte det en “spændende debat” mellem to gamle venner. Det syntes jeg overhovedet ikke det var, og det med “venner” var jeg efterhånden også virkelig i tvivl om. For mig var det blot at tilsvine mennesker, der havde det tilfælles, at de var muslimer. Hvorfor i al verden kaldte min veninde det så for en “debat”, der ligefrem var “spændende”? Men på en eller anden måde var det vel et forsøg på at trække hendes to venner mod hinanden, ved at insisterer på dialogen. Det var, syntes jeg at fornemme, debatten der var ubehagelig. Ikke hvad den handlede om.  Det var det til gengæld for mig, så efter at have “mærket efter”, så un-friendede jeg altså min ven. Om det så også gælder i det virkelig liv må vi se. Han har faktisk også nogle gode sider. Men det svineri skal ikke op på min FB-væg, mens jeg står nævnt som “ven”.

Et par dage senere læste jeg en artikel om Naser Khader, eller rettere: jeg endte med at læse kommentarerne. Jeg er absolut ikke nogen fan af Naser Khader, men jeg skal love for, at der så sandelig ikke blev lagt fingre i mellem fra visse af læserne. Han blev ganske enkelt svinet til i ekstrem grad og hovedsagligt fordi han er indvandrer og muslim. De få indlæg der var møntet på hans politiske holdninger var egentlig sobre nok.

Læser man læserbreve i Jyllandposten, Ekstra Bladet og BT for eksempel, så følger de samme mønster: Når det gælder muslimer og islam, så kaldes det “debat” uagtet hvor svinsk det er formuleret. Enhver kritik af sprogbrug og tone afvises med, at man enten er naiv og pladderhumanist, hvis man ellers ikke ligefrem bliver beskyldt for at være modstander af ytringsfriheden.

Her i Singapore, hvor jeg bor for tiden, ville den slags ytringer været blevet meldt til politiet for lang tid siden og min ven ville helt sikkert være blevet fundet skyldig. De strenge love Singapore har på området har betydet, at muslimer, kristne, buddhister, sikher og hvad der ellers lever af racer, religioner og etniciteter her i landet,  lever fredeligt side om side. Fordommene er her, det er helt sikkert, men de bliver holdt i ave af den strenge lovgivning, og det til stor glæde for flertallet, der rent faktisk ønsker at leve i et harmonisk samfund.

Problemet i Singapore er dog, at man også har ladet disse strenge love gælde for alle andre debatter. Det har gjort det svært at føre for eksempel en fri politisk debat, fordi enhver der kritiserer en politisk modstander risikere både store bøder og fængsel, hvis vedkommende kommer til at sige noget forkert om sin modpart. Det lyder måske fristende, men er rent faktisk ødelæggende for et demokrati. Den manglende frie politiske debat er også en faktor for det mere ønskelige fravær af de diskriminerende og racistiske debatter, uden tvivl.

Det betyder dog ikke, at vi ikke ville kunne tage ved lære at Singapore. Beviseligt er det i hvert fald, at hvis man straffer diskriminerende eller racistiske ytringer hårdt og politiet og anklagemyndigheder også selv laver opklarende efterforskning på eget initiativ, så er det faktisk muligt at begrænse racisme og diskrimination i den offentlige debat betragteligt. Vi har endda paragrafen: 266b, den såkaldte racisme-paragraf. Det er rent faktisk ulovligt at opfordrer til had mod en bestemt gruppe alene på grund af deres religion.

Problemet med den idé er vel bare, at flere af partierne i Folketinget faktisk får stemmer på grund af den svinske debat og så sælger skidtet jo aviser.