I ti år har et blodigt oprør hærget Thailands sydligste provinser. En konflikt der i dag har krævet over 6.000 menneskeliv, men som kun sjældent bliver omtalt i de internationale medier. Det er der flere årsager til: Oprørerne er ikke tilknyttet de internationale terrornetværk og de angriber kun mål i de sydlige provinser. Det er derfor en konflikt med lidet nyhedsinteresse, når det gælder de internationale medier. Derfor er de færreste klar over, at den foregår.
Jeg har selv fuldt konflikten siden jeg første gang besøgte de sydlige provinser i 2007, og det der slår mig mest er, hvor voldelig konflikten er og hvor oplagt årsagen til konflikten er. Alligevel har indtil flere fredsinitiativer ikke ført til nogen varig våbenhvile. Hvilket også har lange udsigter, hvis man skal tro lederen af det seneste fredsinitiativ, Ahmad Zamzamin Hashim fra Malaysia. Han kalder heller ikke det nyeste initiativ for fredsforhandlinger, men derimod en fredsdialog. Det fortalte jeg om i Orientering og du kan lytte til hele interviewet her.
Men da det er en ukendt konflikt, så er det nok på sin plads er forklare lidt om baggrunden. De sydligste tre af Thailandsprovinser, Pattani, Yala, Narathiwat og dele af en fjerde, Songkla, udgjorde oprindeligt sultanatet Pattani. Det blev i 1909 endegyldigt annekteret af Siam, forløberen for det moderne Thailand, som led i en aftale med Storbritanien. Siam havde som sådan haft kontrol over Pattani siden slutningen af 1700tallet, men med briternes fortsatte fremmarch som kolonimagt i Sydøstasien, havde Siam brug for en klart defineret grænser for, hvor langt briternes indflydelse skulle række. Den grænse blev altså sultanatet Pattani, der efter flere opstande blev delt op i mindre dele. Modsat Siams buddhistiske og thai-talende befolkning, var og er indbyggerne i det sydligste Thailand hovedsagligt etniske malayer og muslimer, såkaldte “Petani Malay” der taler deres egen version af malaysisk Bahasa. Kimen til dagens konflikt blev grundlagt i de første årtier af annekteringen, da det dengang enevældige kongedømmes militær forsøgte at udrydde den lokale kultur og dets sprog med magt. En linje der forsat blev fulgt efter Thailand blev et demokrati og flere ultranationalistiske militærledere fik stor indflydelse. Modstanden mod styret i Bangkok udviklede sig til flere opstande og egentlige oprør, der dog alle blev slået ned.
Det nuværende oprør brød for alvor ud i lys lue i 2004 og eskalerede hurtigt til at blive det blodigste af slagsen. Oprørerne formåede at plyndre et våbendepot og efterfølgende udførte de attentater og henrettelser i et hidtil uset omfang. Modsat tidligere oprørsgrupper, stod oprørerne dog ikke frem og påtog sig skylden eller kom med krav. De forsvandt bare igen, når et mord eller bombeangreb var blevet udført. De thailandske sikkerhedsstyrker svarede lige så hårdt igen, men havde reelt ingen anelse om, hvem oprørerene var og hvor de holdt til. Det medførte tilfældige ransagninger og anholdelser af uskyldige, og derfor voldsomme protester fra lokalbefolkningen. Det ledte til en af de værste massakre i konflikten: Under en demonstration i byen Tak Bai, dræbte sikkerhedsstyrkerne først syv demonstranter, mens 1.300 personer anholdt. De blev smidt ind i lastbiler over på hinanden, hvilket medførte at de nederste ikke kunne trække vejret og efter en fem timers køretur til en militærlejr, var 78 af dem omkommet af enten kvælning eller fordi deres organer havde sat ud. Få måneder før havde militæret stormet Pattanis helligste moské, Krue Se Moskeen bygget i 1583, og dræbt 32 oprørere, der havde søgt tilflugt derinde. Mere end noget andet, var de to episoder med til også at vende den civile lokalbefolkning mod styret i Bangkok.
Der er dog intet romantisk over oprørernes “frihedskamp”, der kun kan betegnes som endnu mere blodig og voldelig end militærets og politiets overgreb. Hovedsagligt har de myrdet uskyldige og flest af deres “egne”. Specielt deres kampagne mod skolelærere har vakt afsky. Oprørerne anser nemlig skolelærerne for at “hjernevaske” de malay-pattanske skoleelever så de bliver thaier, og det har været nok til at udløse “dødsdomme” for samarbejde med fjenden. Derudover har utallige almindelige mennesker, der har arbejdet for eller samarbejdet med thailændere, lidt samme skæbne. Det er derfor helt reelt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor opbakningen til oprørerne i virkeligeheden er, og hvor meget er baseret på frygt, selvom der ikke kan herske tvivl om, at mange “Petani-malayer” (der i parentes bemærket er en meget forskellig befolkningsgruppe alt efter område), vitterligt føler sig diskrimineret.
En af de største fejltagelse fra de thailandske myndigheders side har dog været, at anskue problemet med oprøret som et rent sikkerhedsproblem med religiøse/kriminelle terrorister. Altså at konflikten har kunne løses med mere militær og politi og flere beføjelser til at slå ned på mistænkte. Først indenfor de sidste ca. tre år, har der været en erkendelse af, at problemet lige så meget er etnisk, kulturelt og socialt og at de udvidede beføjelser til sikkerhedsstyrkerne i høj grad har undermineret tilliden til den thailandske stat, i særdeleshed det juridiske system. Derfor bad den daværende premierminister Yinluck Shinawatra i efteråret 2013 Malaysia om at facilitere en fredsdialog. Det første forsøg nogensinde fra en thailands regering på at finde en politisk løsning på konflikten. Og en opfordring som Malaysia sagde ja til, fordi dets nordlige grænse er Thailands sydlige provinser, og landet derfor har en egen interesse i at finde en fredelig løsning på konflikten. Den eneste betingelse Malaysia har stillet er, hovedsagligt til oprørernes repræsentanter, at Malaysia under ingen omstændigheder deltager, hvis oprørsgrupperne ønsker selvstændighed. Og da oprørsgrupperne deltager på de betingelser, tyder meget på at oprørsgruppperne heller ikke anser selvstændighed som en realistisk løsning.
Der er dog store udfordringer for den malaysisk ledet fredsdialog: Den ene er deltagernes reelle opbakning til forhandlingerne. Især i den thailandske delegation er fraværet af højt rangerende officerer fra militæret, ministre eller højt placerede embedsmænd noget der falder i øjnene. Delegationen er også blevet kaldt “Team Thaksin” på grund af medlemmers tilknytning til den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der nu lever i landflygtighed, men som er årsagen til de store og ofte voldsomme demonstrationer i Bangkok, hvor anti-regeringsprotester forsøger at vælte regeringen, som Thaksnis søster, Yinluck indtil for nylig var leder af. Demonstranterne mener, at det reelt er Thaksin der styrer landet, og at han er en mand, der er årsagen til den udbredte korruption i landet. I deres optik er fredsdialogen et initiativ fra Thaksin, for at score politiske point.
Den thailandske delegations styrke har dog været, at dens deltagersammensætning giver udtryk Bangkoks nu mere nuanceret syn på konflikten: Der er en bred vifte af forskellige instanser og kontorer med i dialoggruppen, der derfor dækker et langt større område end blot de sikkerhedsmæssige aspekter i konflikten.
Delegationen syntes dog heller ikke at have haft en “køreplan” for dialogen og kombineret med den manglende ancinitet i gruppen, kunne det godt give anledning til mistro fra oprørgruppernes delegation, der med rette kan tvivle på, om eventuelle gennembrud vil blive accepteret højere oppe i det thailandske statsapparat. Samtidig blev lederen af Thailands National Security Council (NSC), general Paradorn Pattanatabut, i denne måned (maj 2014) udskiftet med med den tidligere NSC-leder Thawil Pliensri, der er mere skeptisk omkring fredsdialogen end sin forgænger. Det er netop NSC der er den øverste thailandske instans for fredsdialogen.
På den anden side af bordet sidder så repræsentanter fra oprørsgrupperne, og hvis der er tvivl om den thailandske delegations handlekraft, så er spørgsmålet om oprørsdelegationens handlekraft endnu mere tvivlsom. Den største oprørsgruppe Barisan Revolusi Nasional (BRN) er for eksempel blevet repræsenteret af Hassan Taib, der ikke har nogen central placering i BRN´s ledelse. Samtidig er BRN ikke i den forstand en samlet grupper, men består af flere forskellige afdelinger og fraktioner. Det gør den anden deltagende oprørsgruppe, Patani United Liberation Organization (PULO), også. Faktisk er det hele tre ledere, der kalder sig selv præsidenter for PULO. Der udover mangler delegationen tydeligvis også erfaring i at forhandle. Blandt andet lagde BRN pludselige sine krav ud på internettet, hvilket absoulut ikke har gavnet dialogen. Men udover lederskabet er usikkert på flere måder, så er den største tvivl om delegationens handlekraft mest af baseret på, at hverken BRN eller PULO reelt kontrollere oprørerene på jorden. De opererer som små celler, der ikke modtager ordrer fra en centralledelse. Så selvom der uden tvivl er højtplacerede medlemmer i både BRN og til dels i PULO, der har kontakt til oprørerne, så er der altså ingen direkte kommandovej. De thailandske forhandlere kan derfor med rette spørge, hvad en aftale med oprørernes delegation så er værd.
Dialogen har som sagt ligget stille siden juni 2013, men i følge dialogens leder, Zamzadin, så forbereder især oprørsdelegationen sig på nye møder. Hvordan den thailandske regeringen stiller sig, bliver først klart når der har været valgt i landet og den nye regering kan give fredsdialogen et nyt mandat. Zamzadin selv tror på, at uanset hvor langsomt det går, så er forsat dialog langt bedre end slet ingen dialog, og han er optimistisk omkring et nyt møde. Han peger også på, at tager man en anden konflikt som Malaysia også var med til at mægle i, nemlig oprøreret på den syd-filippinske ø Mindanao, hvor islmistiske oprørsgrupper bekæmpede den kristne regering i Manila i mere end 40 år, så begyndte udformelle og hemmelige samtaler så tidligt som i 2001, men det var først i 2009 der blev indledt egentlige fredsforhandlinger, og man skulle helt frem til 2013 førend at der blevet underskrevet en fredsaftale. For Zamzamin kan sådan en tidsramme sagtens være tilfældet for en fred i Sydthailand. “Måske det ikke bliver i min levetid”, fortæller han i mit interview med ham. Men han tror på, at før eller senere ender fredsdialogen i egentlige fredforhandlinger.
Der er dog al mulig grund til at frygte, at modstanden mod freden atter en gang vil være større end viljen til fred. En anden faktor der spiller ind, er nemlig de interessenter der ikke er synlige. På mange måder har konflikten nemlig skabt sin egen drivkraft og økonomiske muligheder, og det er der mange som forstår at benytte sig af. Dels giver de store bevillinger fra Bangkok (anslået 38 milliarder kroner siden 2004), ikke bare til sikkerhed men også til udvikling, rig mulighed for personer i de rette stillinger og med gode kontakter, til at skabe sig formuer. Dels har den organiseret kriminalitet, ikke overraskende, forstået at udnytte den skyggeverden en borgerkrig skaber. Blandt andet at uanset hvad der sker, så skydes skylden først og fremmest på oprørerne. Flere episoder har dog efterhånden påvist, at der ofte er tale om forbrydelser, der ikke er relateret til oprøret. I følge Zamzamin Hashim så kan så lidt som 35 procent af den samlede vold i Det Dybe Syd tilskrives oprøret. Resten udføres af det som han kalder “andre grupper”. Der er med andre ord også store interesser i at holde konflikten i gang, hvilket i høj grad er muligt. Specielt fordi oprørernes angreb holder sig inden for de provinsielle grænser, at de ikke er en del af de internationale terrororganisationer og at de thailandske sikkerhedsstyrker holder menneskerettighedsovertrædelserne nede på et minimum. Det er vitterligt en overset borgerkrig
