Et af mest interessante emner jeg følger her i Asien, er rumkapløbet mellem især Kina, Japan og Indien. I onsdags blev et nyt vendepunkt nået for Indien, da IDRO (Indian Space Research Organisation) fik sendt satellitten Mangalyan i kredsløb omkring Mars. Stoltheden i de indiske medier var til at føle på, for Indien blev dermed det første asiatiske land, for hvem det lykkedes, efter både tidligere kinesiske og japanske forsøg havde slået fejl. Og det endda i første forsøg, ligesom det indiske projekt har været meget billigere end andre landes. Primært fordi inderne benyttede en teknik, der udnytter jordens centrifugalkraft til at sende satellitten ud i rummet. Regningen blev derfor “kun” på 430 millioner kroner, og som den indiske presse ironisk bemærkede, var det billigere end budgettet til rum-filmen “Gravity”, der kostede cirka 550 millioner kroner at producere. Til direkte sammenligning; den amerikanske satellit, Maven, der gik i kredsløb omkring Mars i mandags, kostede 3,9 milliarder.
Det er dog ikke Mars som Indien i virkeligheden skyder efter, men derimod at sende mennesker til månen og her konkurrerer landet direkte med Kina, der har samme ambition. USA vil også tilbage til månen, men projektet skal være drevet og finansieret af kommercielle interesser, eftersom NASA har fokus på Mars og udforskning af en asteroide. Indien vil have deres første menneske på månen inden 2020, mens Kina siger 2025. Indien har dog, modsat Kina, aldrig før sendt mennesker ud i rummet og først næste år, i 2015, gennemfører Indien opsendelsen af sit første bemandede rumskib.
Ud over prestigen, så handler det på længere sigt om minedrift på månen, der måske, måske ikke, indeholder mineraller og metaller, der kan gøre måneminedrift rentabelt.
Her begynder det, at blive mere teori end viden, der driver projekterne, eftersom det stadig er begrænset, hvad der er lavet af dybdeborede geologiske undersøgelser på månen.
En af de mere fascinerende teorier omhandler Helium-3, der kan bruges i en fusionreaktor, som forskerne dog stadig kun er på forsøgsstadiet med at udvikle. Modsat atomkraft, hvor man skiller uran-atomer for at skabe energi, så skabes fusionsenergi ved at samle mindre atomer, og her vil Helium-3 være perfekt. Dels skaber det kun lav-radioaktiv affald, dels er det særdeles energifyldt. 2 ton kan dække hele Storbritaniens forbrug i et år.
Helium-3 er sjældent på jorden, fordi det preller af på jordens magnetiske felt, men på månen har det ophobet sig i så store mængder gennem æoner, at det kan dække jordens energiforbrug i 10.000 år. Og selvom fusionskraftværker er årtier ude i fremtiden (hvis nogensinde), så giver det faktisk god mening, at starte udviklingen af minedrift på månen allerede nu. Hvad der ser ud som et måneskridt tilbage for menneskeheden, kan nemlig meget vel være et stort skridt frem mod en ren energikilde.
Det er den slags fremtidsmuligheder, der gør det svært ikke at blive grebet af fornemmelsen af, at udforskningen af rummet vil gøre vores egen verden bedre og løfte menneskets udvikling til nye stadier.
Uheldigvis udstiller rumkapløbet også de værste sider af den selvsamme menneskehed.
Der er truslen om militariseringen af rummet, hvor Kina har skabt uro, efter at have skudt et par gamle satellitter ned for et par år siden. Rumforskning bliver også mere og mere kommercialiseret og konkurrenterne, der ofte er firmaer med tætte forbindelser til staten, har ingen interesse i at dele dyr og hårdt tilegnet viden.
Den selvsamme drøm om at erobre rummet, så det samler jordens nationer, kan altså ligeså vel risikere at dele dem, og ligefrem fører til krig.
Derfor har det også været befriende, at læse om forskere og astronauter, der ser stort på nationale interesser og landegrænser.
I oktober sidste år truede amerikanske rumforskere med boycott af en konference, fordi de amerikanske myndigheder havde forbudt kinesiske kollegaer, nogle der endda arbejder på amerikanske universiteter, at deltage på grund af nationale sikkerhedshensyn. Truslen om boycott fik myndighederne til at slække på reglerne, som de indrømmede, de havde fortolket for strengt.
I denne uge var det så den canadiske astronaut, Chris Hadfield, der opfordrede til samarbejde om udforskningen af rummet og etableringen af en ny International Rumstation. Det skete, da han besøgte Kina, hvor Association of Space Explorer (ASE) afholdt deres årlige International Planetary Congress. En forholdsvis lille organisation, eftersom optagelsesbetingelserne er, at man har gennemført en tur i et kredsløb omkring jorden. Hadfield selv er dog ikke en gennemsnitlig astronaut. Han har tidligere været leder af adskillige internationale rumprogrammer, som for eksempel den gamle Internationale Rumstation og han har været NASA´s direktør i Star City i Rusland, hvor man træner landets kosmonauter. Han vil altså gerne samarbejde tættere med de kinesiske taikonauter og forskere, for som han siger: Alt andet giver ingen mening.
Jeg tror, han har ret. For så snart en kineser, russer, amerikaner eller anden forlader jorden, så bliver de alle på en eller anden måde til “mennesker i rummet”.