I denne påskeugen oplevede et ungt dansk-australsk par det danske system som en scene fra Kafkas “Processen”.
Kun fordi jeg som journalist gik ind i sagen som nyhedsredaktør på P4 Syd, endte det godt for parret.
Historien er som følger:
Danske Lærke og australske Tom har dannet par siden de mødte hinanden på Hawaii for fem år siden.
For et år og tre måneder siden flyttede de så sammen i Esbjerg, hvor Lærke havde fået et godt job.
De søger familiesammenføring og venter på svar.
Mens de venter på svar fra Udlændingestyrelsen, beslutter de sig for en påskeferie i Krakow i Polen.
Det eneste det kræver er en genindrejsetilladelse til Tom fra politiet i Esbjerg. Man må nemlig ikke rejse ud af landet uden, mens ens sag behandles i Udlændingestyrelsen. Det er ren formalia, og Tom får sin genindrejsetilladelse.
Det er mens de er på ferie, deres Kafka-mareridt begynder.
Under ferien får de nemlig besked via deres advokat, at de har fået afslag på deres sag om familiesammenføring.
Det betyder samtidig at den genindrejsetilladelse som Tom har fået er annulleret.
Lærke ringer til Udlændingestyrelsen for at spørge til, hvordan Tom så kan komme til Danmark for at få pakket og sagt farvel til familen og venner.
Men det kan han ikke, oplyser Udlændingestyrelsen. Regler er regler. Tom må rejse hjem til Australien fra en polsk lufthavn.
I princippet gør Udlændingestyrelsen ikke noget forkert. Afgørelsen er nemlig truffet den 22. marts og parret rejste først på ferie til Polen den 24. marts.
Lærke forklarede til mig, at hun den 21. marts havde tjekket status på sagen, som derfor stadig som under behandling. Og da Udlændingestyrelsen havde oplyst om en sagsbehandlingstid på 8 til 10 måneder, regnede parret reelt først med at få besked tidligst i august.
Derudover blev beskeden først sendt til deres advokat, der var på påskeferie, og det ender altså med, at parret selv først bliver klar over afslaget og annuleringen af genindrejsetilladelsen den 27. marts.
Det er ikke svært at forestille sig den desperation der griber de to unge mennesker. Kan det virkelig passe, spørger Lærke sine venner på Facebook. Og hun opfordrer dem til at dele hendes opslag, og spørger om nogle af vennerne kender nogle journalister, der måske vil skrive om sagen.
Det gør deres veninde Sara. Hun skriver til min kollega på Midtvest. Han ringer til mig, fordi parret kommer fra Esbjerg og altså er fra “mit” distrikt.
Jeg ringer til Lærke om aftenen og kan med det samme høre, at her er en systemhistorie, der fuldstændig tilsidesætter sund fornuft og menneskelige hensyn. Uagtet at der ikke er blevet gået egentlige fejl.
Jeg forklarer hende, at jeg gerne vil lave historien om, at Tom ikke må rejse hjem til Danmark, men at jeg ikke kan gå ind i sagen om selve afslaget på familiesammenføringen.
Så vidt jeg kan læse og høre mig til, er det gået lige efter bogen. En dårlig skrevet og ret umoralsk bog, ganske vist, men reglerne i bogen er altså blevet overholdt.
Næste dag ringer jeg så til Udlændingestyrelsen, hvis presseansvarlige Nils Bak, altid er imødekommende.
Han beder om en fuldmagt fra parret om at Udlændingestyrelsen gerne må udtale sig om Toms sag. Så begynder han at undersøge, hvem der kan udtale sig om sagen.
Vi skal sende fra kl. 15 og jeg har lavet aftale med Lærke om at hun skal være med og fortælle sin historie. Studieværten, Rikke, skal ringe hende op 15:10.
Kl. 14:40 ringer Nils tilbage og beder mig læse den mail han har sendt.
Her står der følgende:
“Udlændingestyrelsen oplyser, at parret har fremlagt nye oplysninger, som ikke var indsendt sammen med ansøgningen. De oplysninger kan – hvis de dokumenteres – få betydning for sagens udfald, og Udlændingestyrelsen har derfor besluttet at genoptage sagen for at få denne dokumentation forelagt. Thomas Sandow Smith kan på den baggrund godt rejse tilbage til Danmark igen. Styrelsen har orienteret parret om beslutningen.”
Udlændingestyrelsen har altså trukket afslaget tilbage, og dermed er Toms genindrejsetilladelse ikke annuleret.
Lærkes stemme knækker over af glæde da jeg taler med hende igen.
En verden der var tæt på at styrte i grus, var alligevel blevet stående.
Vi ved begge, at selvom Udlændingestyrelsen refererer til nye oplysninger i Lærkes Facebook-opslag, så er det min og pressens interesse for sagen, der er afgørende for beslutningen om at ændre afslaget.
Hun takker mange (mange) gange, og jeg siger, at jeg kun er glad for det gik som det gik. Jeg tænker måske også, at hun bør overveje, hvor hun sætter sit kryds næste gang, selvom det efterhånden ingen betydning har, når det gælder udlændingepolitikken.
Og selvom min historie er fuldstændig skudt ned, så er jeg alligevel glad. Mit arbejde den dag fik stor betydning for et ungt par på 27 og 29 år på den mest positive måde.
Alligevel tænker jeg også: Er det sådan et samfund vi nu lever i?
Kan alle afgørelser omgøres, hvis bare du får de rigtige mennesker til at interessere sig for din sag?
Og det er den sorte skygge i en ellers glædelig udgang på den sag.