Tilfældigvis blev jeg i dag klar over, at den kommende onsdag faktisk er en vigtig mærkedag. For verden havde givet set meget anderledes ud, hvis ikke følgende begivenhed havde fundet sted:
Den 25 februar for 412 år siden, gav den hollandske kaptajn, og nationalhelt, Jacob Van Heemskerk, ordre til, at angribe det portugisiske handelsskib Santa Catarina. Det skete ud for den ø-stat jeg bor i, Singapore, der dengang dog blot var en ø med nogle klipper og få fiskelandsbyer, der hørte under sultanen af Johor i det nuværende Malaysia.
Angrebet var en succes, og lasten, der bl.a. bestod af porcelæn, krydderier, silke og kamfer, indbragte hollænderne 300.000 pund, der i det 17. århundrede var en astronomisk sum i omegnen af godt tre milliarder danske nutidskroner.
Ingen kan undre sig over, at portugiserne var mere end sure over angrebet, men sagen udviklede sig også hurtigt til en politisk skandale. Allerede dengang var det afgørende for den økonomiske udvikling, at handlen ikke blev forstyrret, og da Holland og Portugal ikke var i krig med hinanden, ligesom Heemskerk ikke havde specifik tilladelse til at angribe portugisiske skibe, så var angrebet uhørt, både juridisk og moralsk.
Det kom derfor til et juridisk efterspil, hvis udfald fik afgørende betydning for den internationale maritime lovgivning, der gælder i dag.
Jakob van Heemskerk var sponsoret af det hollandske Øst-Indiske Handelskompagni (V.O.C.), og firmaet risikerede nu at blive anklaget for en af de alvorligste forbrydelser i datiden, nemlig pirateri. De hyrede derfor den unge fremadstormende advokat, Hugo Grotis, til at skrive et juridisk forsvar af Heemskerks handling.
Grotis hæftede sig netop ved den fri bevægelighed på verdenshavene, og argumenterede i udgivelsen, Mara Liberum (Det Fri Hav) og De Jure Praedae ( Om Loven vedrørende Bytte), at portugeserne netop ikke tillod sejllads på havene, som de opfattede som deres egne, og ikke tillod fremmede nationers skibe i havne, som de kontrollerede. Grotis fremhævede utallige eksempler på portugisernes overgreb mod både europæiske og asiatiske nationers skibe, for netop at hævde deres uretmæssige monopol. Jacob van Heemskerk havde derfor både juraen og moralen på sin side: Han havde blot straffet portugiserne, der netop ikke tillod den fri sejllads på verdenshavene. Heemskerk havde, hævdede Grotis, en retfærdig begrundelse, for at angribe Santa Catarina.
Argumenterne for og i mod Grotis artikler, som i dag kendes som “Grotis Moment”, var omfattende, fordi Grotis reelt set havde lanceret et helt nyt juridisk begreb: Det internationale Hav. Ingen lande kunne gøre krav på verdenshavene, fordi det ville ødelægge mange nationers muligheder for at få del i handlen, og dermed vækst. Selvfølgelig især handlen med Asien, der, som nævnt, kunne indbringe enorme formuer til ejerne og skattekroner til kongen og statskassen.
Det ville være en overdrivelse, hvis jeg skrev, at Grotis Moment er gældende i dag, men netop princippet om den fri sejllads på verdenshavene er grundliggende for UNCLOS, “Verdenshavets Forfatning”, der er FN´s lov- og regelsæt om opførsel på havene.
Grotis Moment har derfor også afgørende indflydelse på argumentationer i nutidens konflikter om havene. F.eks. Kinas krav på Det Sydkinesiske Hav, hvor landet har tegnet den såkaldte ni-punktslinje, som omfatter 90 procent af havet, hvor også Vietnam, Malaysia, Filippinerne, Brunei, Taiwan, ja sågar Frankrig og Storbritannien, gør krav på visse dele. Farvandet, som 41.000 skibe årligt passerer, er af afgørende betydning for verdenshandlen.
Men nu argumenterer kineserne altså ligesom portugiserne gjorde det i 1600-tallet: Retten til Mara Clausum, Det Lukkede Hav, og med Filippinernes sagsanlæg mod Kinas krav hos
FN´s Domstol i Haag (Sø-retten er dog fysisk placeret i Hamborg), så skal Grotis argument om Mara Liberum altså atter testes for sin juridiske holdbarhed.
