Joko Widodo, eller “Jokowi” som han kaldes i folkemunde, har længe været anset som Indonesiens nye store politiske stjerne. Han er manden, der først gjorde sin socialt belastede hjemby, Surakarta (Soho), til et succesfuldt kulturcentrum og senere fik han flertallet af 10 millioner indbyggere i hovedstaden Jakarta til at stemme på sig, selvom han var fra “udenbys” og endda stillede op med kristen, etnisk kineser, Ahok, som sin vicepræsident. Nu tyder alt på, at han skal stå i spidsen som præsident for verdens fjerdestørste nation og tredjestørste demokrati med kloden største muslimske befolkning.
Onsdag den 9. april stemte over 140 millioner vælgere, og valget stod mellem den reformvenlig Jokowi og den gamle “old-school” eks-general Prabowo. Skal man tro flertallet af meningsmålingsinstitutterne fik Jokowi 52 procent af stemmerne.
En udsædvanlig leder
Det er især hans ledelsesstil, som vælgerne hidtil er faldet for og som jeg fik førstehånds indtryk af, da jeg interviewede ham til Orientering sidste år. Helt uopfordret tog han mig med på en af de uventede inspektionsbesøg, som er et hans kendetegn. Han vil hellere rundt i byen hver dag end sidde på kontoret, som han kun opholder sig på to timer om dagen, fortalte han.
Det var først da vi sad i bilen, at han besluttede sig for, hvor vi skulle hen. Den dag ville han se, hvordan et nyistandsat marked fungerede og det var tydeligt, at ingen var forberedt på vores ankomst. En vagt, der sad med åben skjorte og halvsov, sprang op da han så kortegen standse og gennem vinduerne kunne jeg se, at han forsøgte at advare sine kollegaer.
Da vi trådte ud bilen stimlede folk sammen omkring Jokowi. Så tæt, at jeg faktisk blev heltbekymret for hans sikkerhed, men Jokowi syntes at være vant til den skubben og puffen hans besøg fremkaldte. Og alle der var tæt nok på, lyttede han til og talte med. Det viste sig, at markedet var blevet etableret for de mange gadesælgere, som Jokowi havde fjernet fra vejene, fordi deres boder blokerede eller besværliggjorde trafikken. Den dag var der mange, der klagede over, at det gik for langsomt med at få tilladelserne til deres nye markedsboder. På vej væk fra stedet fortalte Jokowi mig, at den sag ville være bragt i orden i løbet af i morgen
Jokowi-kampagner slog fejl
Lige præcis den form for handlekraft er usædvanlig for indonesiske politikere og grunden til at hans partiformand i PDI-P, Indonensiens Demokratiske Kampparti, den tidligere præsident Megawati Sukarnoputri, valgte at stille med Jokowi som præsidentkandidat til præsidentvalget.
Det forløb har dog afsløret, at Jokowi politiske talent ikke rækker ind i himlen, selvom han efter al sandsynlighed altså vandt valget. Det vides først med sikkerhed, når alle ca. 140 millioner afgivne stemmer er talt op, hvilket, ikke overraskende, tager et stykke tid.
Når det allerede nu anses for sandsynligt, at Jokowi vandt valget, er det fordi, meningsmålingsinstitutterne får lov til at lave en hurtig optælling af 1.000 stemmer fra forskellige af de over 480.000 valgstationer. Her har de fleste, og mest troværdige, meningsmålingsinstitutter Jokowi som vinder med ca. 5 procent over rivalen Prabowo.
Men for at kunne stille op til præsidentvalget skulle Jokowi først skaffe stemmer nok til sit parti ved parlamentsvalget tilbage i april. Det er nemlig kun partier i parlamentet, der kan mønstre 20 procent af stemmerne, der må opstille præsidenkandidater. Kan et parti ikke mønstre de 20 procent alene, kan det lave alliance med andre partier i parlamentet.
Med Jokowi i spidsen, blev det dog nærmest anset som en formsag, at PDI-P ville vinde med langt over 20 procent af stemmerne, men sådan kom det overhovedet ikke til at gå. Og sært nok var det hans egne partifælle, formanden Megawati og hendes datter, Puan Maharan, der lavede de største skader i valgkampen.
I stedet for reklamere for Jokowi, partiets præsidentkandidat, så reklamerede mor og datter for sig selv. Først to dage før valget, var det Jokowi i de reklamer fjernsynet viste, men der var skaden allerede sket. I dette enorme land, var der mange, der slet ikke blev klar over, at Jokowi var medlem af partiet og dets præsidentkandidat.
Jokowi nægtede at tale om en magtkamp mellem ham og Puan Maharan, men skød skylden på et svagt partiapparat. Men i stedet for de forventede 27 procent af stemmerne, fik partiet kun 19, hvilket gjorde det nødvendigt for Jokowi at danne en alliance, for at kunne stille op. Og for en mand der er vant til at gøre tingene på sin egen måde, var det en åbenlys utilfredsstillende situation.
Meget bedre gik det ikke med det politiske håndelag ved præsidenvalget, hvor sejren kun blev hevet hjem med hiv og sving.
Igen lå Jokowi langt foran, da valgkampen gik i gang, men på valgdagen var forspringet til rivalen Prabowo skrumpet ind til usikre 2-3 procent. Jokowis “folkelige” kampagne, hvor frivillige dannede rygraden, blev sendt til tælling af Prabowos topstyrede og ultra professionelle valgkampagne, der tordnede mod Jokowis, som han påstod manglende format til at blive præsident, med henvisning til hans lave uddannelse som teknisk assistent og hans fortid som ejendomshandler og møbelsælger. Og flere og flere vælgere gav altså Prabowo ret. Samtidig forstod Prabowo og hans kampagnestab også, at, demokrati eller ej, så er der stadig mange vælgere, især fattige og religiøse, der stemmer som de blev bedt om af de lokale ledere. Prabowo sikrede sig fra starten opbakningen fra de religøse partier, og scorede dermed tæt på 40 procent af stemmerne i hug. Prabowos fortid som mistænkt menneskerettighedsforbryder og svigersøn til den tidligere diktatorligende præsident Suharto, kom derfor ikke til at spille den afgørende rolle, som Jokowis kampagnestab havde håbet på.
Svært fra starten
En del af forklaringen på to så dårlig udførte valgkampagner fra en mand, der ellers har bevist, at hans stil skaffer stemmer, skal findes i hans parti. Især i partileder og tidligere præsident Megawatis ageren.
Hun er en kvinde, der virkelig vil magten, men som også har erkendt, at hun aldrig vil kunne blive genvalgt som præsident igen. Alligevel har hun både ved parlamentsvalget og især efter præsidentvalget ville demonstrere, at det stadig er hende, der trækker i trådene. Hendes beslutning om at satse på sin datter ved parlamentsvalget var en sådan magtdemonstration, og det var først da det forventede forspring begyndte at skrumpe, at det blev Jokowi der kom i front af kampagnen.
Det var også Megawati der erklærede Jokowi som vinder af præsidentvalget i onsdags, modsat Jokowi, der mere afdæmpet sagde, at meget tydede på at han havde vundet. Forskellen er enorm i indonesisk, og især javanesisk, politik. Her handler det om at sikre harmonien og at ens modstandere ikke taber ansigt. Megawatis kontante melding, gjorde Prabowo så rasende, at han nægtede at anerkende de såkaldte Quick counts. I stedet truede han med at anke valgresultat til højesteret og har efterfølgende lavet en alliance med andre partier i parlamentet, der giver Prabowo over 60 procent af stemmerne.
Megawatis fremtræden giver altså Jokowi ufattelige svære betingelser allerede fra starten af hans mulige præsidentperiode. Han er tydeligvis den nye dreng i klassen, der ser på at de gamle elever slås. Prabowo bakkes nemlig op af den siddende præsident, Yudhoyono, der ødelagde Megawatis håb om endnu en præsidentperiode tilbage i 2004 og det har hun ikke glemt. Det ved Yudhoyono og han kan meget vel være nervøs over, hvad Jokowis reformiver og Megawatis gamle nag vil betyde, når de først er rykket ind i præsidentpaladset. Der er helt sikkert masser af skidt, der er fejet ind under gulvtæppet, og der skulle det helst blive. Det ved en mand som Prabowo. Men gør Jokowi?
Det gør han muligvis. Jokowi har altid startet sine perioder som borgmester og guvernør med at vaske tavlen ren hos sine embedsmænd. Det er først, hvis de bliver ved med at misbruge deres positioner, at Jokowi er kommet efter dem. Løsningen, på hvad der kan udvikle sig til gigantisk juridisk slagsmål af thailandske dimensioner om magtoverdragelsen i landet, kan meget vel være, at Prabowo tilbydes en plads i regeringskabinettet af Jokowi og præsident Yudhoyono får håndslag på, at hvad snavs der måtte findes i hans adminstration, først kommer for dagens lys i en fjern fremtid. Det ville i hvert fald være en typisk Jokowi-tilgang.
Men Jokowi mangler at bevise, at han er sin egen herre, og at det er ham og ikke Megawati som indoneserne valgte som præsident. Hans første test er allerede i gang, længe inden stemmerne er talt op og han er blevet udnævnt som vinder præsidentvalget.