De færreste er klar over hvad årsagen er, men siden oktober 2013 har den 67-årige enevældige hersker af Brunei Darussalam, Sultan Hassanal Bolkiah, proklameret, at han vil indføre Islamisk Lov, sharia, som værende det lille sultandømmes juridiske retssystem. Og fra begyndelsen af maj 2014 blev det en realitet: I løbet af de næste tre år bliver sharia implementeret og for fremtiden skal landets 420.000 indbyggere, hvor ⅔ er muslimer, rette sig ind efter Allahs love og ikke menneskets. Den treårige implementeringsperiode er blandt andet for at afklare de stadig grå områder, som for eksempel andre religioners retsstilling. Der bor blandt andre et stort filippinsk og kristent mindretal i landet.

Visse dele af sharia har dog været en del af retssystemet i Brunei i mange år, nemlig den del der gælder for, hvad der bredt kan kaldes, religion og famileaffærer for muslimer. Det vil sige dåb, død, ægteskab, skilsmisse, arv og ligende. Ikke-muslimer har hørt under landets sekulære retssystem.
Men med fuldt ud implementeret sharia i landet, betyder det blandt andet også, at Koranens strafferetslige system, hudud, bliver en del af af landets lovgivning. Og mere end noget andet, er det netop den del af sharia-lovpakken, der har vakt størst modstand. Det betyder nemlig straffe som amputering af lemmer, stening, pisk og dødsstraf ved hængning for bl.a. tyveri, utroskab og homoseksualitet.

Mest omtalt har været protester fra kendisser som studieværten Jay Leno og Virgin-gruppen-ejer Richard Branson. De har indført deres egne “økonomiske sanktioner” mod sultanen, der indirekte driver kendishotellerne “Bel Air” og “Beverly Hills Hotel” i englenes by, Los Angeles. De to herrer, deres familie og ansatte, vil ikke længere bo på hotellerne, når de er i byen, ligesom mange andre kendte grupper og personer har aflyst deres besøg og events på de to hoteller.

Med en personlig formue på den rigtige side af  20 milliarder USD, skabt på Bruneis forekomster af olie og gas, og et palads med 1.788 værelser, er det dog ikke et fald på 20 procent i hotelbookinger ( i følge Dorchester Collection, der administrerer de to hoteller), der får sultanen til at  ændre mening.

Men heller ikke alvorlig kritik fra FN og International Commission of Jurists (ICJ) har haft nogen effekt. Det er ellers her, det kan gå hen og blive mere end alvorlig for sultandømmet. Begge organisationer påpeger, at der vil være tale om grove overtrædelser af menneskerettigheder, hvis straffe som stening og amputering bliver taget i brug. Derved overtræder man international lovgivning, der forbyder inhuman afstraffelse, ligesom Brunei vil overtræde lovgivning om tortur af fanger.
Dermed kan Brunei indbringes for domstolen i Haag for forbrydelser mod menneskeheden, hvilket mange opfatter som værende den indirekte trussel fra FN i dets omhyggeligt formuleret kritik af beslutningen. FN kommer da heller ikke til at mangle dokumentation i tilfælde af overtrædelser, for samtlige menneske-, demokrati- og kvindesags- og homoseksuelles rettighedsgrupper i Sydøstasien er også helt oppe i det røde felt over loven og vil uden tvivl hurtigt høre om sager der måtte opstå i Bruneis nye sharia-system.

Kritikken har dog ikke fået sultanen til at ændre mening, og mange undrer sig over hvorfor sultanen har bevæget sig ind på denne politiske-religiøse bane. Selv siger han, at det er for at beskytte landets kultur mod udenlandsk indflydelse. Især de sociale medier har haft en dårlig indflydelse på kulturen og moralen i landet, mener han.
Hvorvidt det virkelig er den primære bevæggrund skal være usagt. Der er nemlig ingen tvivl om, at beslutningen også lægger en dæmper på kritikere af sultanen og måden landet ledes på. For nu er kritik af Koranen ulovlig, og da Brunei hermed er en islamisk stat, bygget på Allahs Love, så vil det være mere end farligt at udtrykke åben kritik af landets ledelse. Det kunne opfattes som kritik af Koranen. Som sagt, det er svært at sige om det er tilsigtet. Måske den 67-årige har levet et syndigt liv, som han nu angrer, og derfor er blevet stærkt troende?

Det er dog også værd at bemærke, at Bruneis nærmeste venner, Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN), som Brunei er medlem af, og så den tidligere koloniherre indtil 1984, Storbritanien, ikke har kritiseret beslutningen. Ikke en gang mildt.

For ASEAN´s vedkommende skyldes det først og fremmest organisationens princip om “ikke-indblanding” i de ti medlemslandes interne affærer. Det er et princip der har tjent organisationen godt de sidste 40 år, eftersom der er tale om lande der, ihvertfald delvist, kan finde på at gå krig over nogle ruiner eller et klippeskær i havet. Tag for eksempel Thailand og Cambodja, der var tæt på åben krig for et par år siden på grund af et gammelt tempel på grænsen mellem de to lande.
Brunei er dog mest af alt en vigtig samarbejdspartner når det gælder regional sikkerhed og landets forsvar arbejder for eksempel tæt sammen med Singapores militær.
Sultanen behøves altså ikke at frygte aktioner fra ASEAN. Ikke en gang fra organisationens menneskerettighedskommission, der ikke af eget initiativ kan optage og efterforsker sager.
Samtidig skal Brunei ikke have formandsskabet for ASEAN igen før om små 10 år, hvilket er det eneste der kan skabe officielle problemer i forhold til ASEAN. Det var af samme grund organisationen sprang Burma (i dag: Myanmar) over som formandsland, dengang landet stadig var et militærdiktatur og en paria i verdenssamfundet. Som parentes kan det bemærkes, at Burma i 2014 så fik formandsskabet for ASEAN som en slags “belønning ” for reformerne i landet.

For Storbritanien gælder det, at Brunei er værtsland for den eneste militærbase som Storbritanien har tilbage i regionen. Den huser 1.000 mand fra The Royal Gurka Rifles, samt træningsbaner til øvelse i junglekrig. Alt sammen betalt af sultanatet, der samtidig er yderst interessant som kunde for den britiske forsvarsindustri.
Derudover foretager sultanatet, i kraft af Brunei Investment Agency (SWF), en stor del af sine investeringer gennem finansbyen London, ligesom regeringen i Storbritanien ser Brunei som et forretningsvindue mod Østen. Ikke mindst det hurtigt voksende marked for islamisk finansering.
Der er med andre ord ganske betydelige hensyn at tage, hvilket kan forklare, at Storbritaniens reaktion indtil videre har begrænset sig til en vis bekymring omkring lovens påvirkning i forhold til udenlandske ansatte, der opholder sig i landet. Både på militærbasen og som ansatte i private firmaer, ikke mindst Shell, der er samarbejdspartner i udvindingen af landets olie og gas reserver.

Og selvom der er mange moderate muslimer, der opfatter det som et tilbageslag for regionens udvikling af demokrati og menneskerettigheder, så er der ud fra et regionalt sikkerhedssynspunkt heller ikke den store grund til bekymring. Der er ikke mange der tror, at Brunei nu udvikler sig til en eller anden form for udklækningscentral for ultra-konservative islamister og terrorister. Det er derfor også begrænset hvor meget for eksempel USA  har blandet sig. Indtil videre har Det Hvide Hus derfor blot afvist at deltage i boykotten af sultanens hoteller og ikke officielt forholdt sig til indførelsen af sharia og de deraf mulige efterfølgende steninger af bl.a. homoseksuelle.

Sultanen af Brunei kan altså fortsætte sin plan i forholdsvis fred og ro. Indtil videre i det mindste. Spørgsmålet er nemlig: Hvad sker der, når den første kvinde eller homoseksuelle skal stenes?