Obama-besøg i Asien: Seks dages spild af tid?

USA´s præsident, Barack Obama, kunne sikkert have brugt de sidste seks dage bedre, når han tænker over det. For når det kommer til resultaterne af hans rundrejse i Øst- og Sydøstasien, med stop i Japan. Sydkorea, Malaysia og Filippinerne, så er det ikke meget den amerikanske præsident kan tage med sig hjem.

Det vigtigste for Obama var at få sat skred i forhandlingerne om Trans-Pacific Partnership-aftalen (TPP), der er ambitiøs frihandelsaftale med 12 økonomier, der vil omfatte hvad der svarer til 40 procent af verdenhandlen, hvis den kan realiseres. Japan og Malaysia, der er to af deltagerne, gav dog ingen hjælpende hånd til Obama i den forbindelse. Den eneste Japan lovede, var at holde forhandlingerne i gang, mens Malaysias premierminister Najib Razak lige ud sagde, at med to valg i træk, hvor regeringensalliancen Barisa Nasjonal er gået mere og mere tilbage, så kunne regeringen ikke gå på kompromis med grundlæggende elementer i TPP-aftalen. Han bad derfor nærmest om, at forhandlingerne blev sat på pause. 

“I would like to thank president Obama for his understanding of Malaysia´s sesitivities in the TPP negotioations”.
Malaysias premierminister Najib Razak

Det kan undre, at Obama åbenbart troede, at han kunne opnå et bedre resultat. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Kongressen i Washington er mere end almindelig skeptisk overfor TPP-forhandlingerne. Den kan derfor meget vel kan ende med at afvise aftalen, når aftalen en gang i fremtiden bliver forelagt til godkendelse. Og da TPP som sagt indholder kontroversielle og politisk farlige indrømmelser for både regeringerne i Japan og Malaysia, så er det næsten logik, at ingen af de to statsledere ønsker at gå det ekstra og politiske risikable skridt, at give indrømmelser til en aftale, der alligevel kan ende med at afvist i kongressen i Washington.

Noget gennembrud var der heller ikke i forbindelse med USA´s militære tilstedeværelse i Asien. Det blev til bekræftigelse af allerede eksisterende aftaler med Japan og Sydkorea og lanceringen af en i forvejen kendt aftale om udvidelse af USA´s militære adgang til filippinske baser. Det blev med andre ord en noget tam affære. Ordet fiasko har også været oppe og vende

Set med Sydøstasiatiske øjne var besøget i hvert fald skuffende. Faktisk har hele Obamas re-lancering af USA´s Asien-politik været skuffende for mange statsledere i regionen. Tilbage i 2011 skrev USA´s daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, ellers artiklen “Amaricas Pacific Century”, hvor hun argumenterede for at USA´s fremtid ville blive afgjort i Asien og  ikke af Europa og Mellemøsten. Clintons overvejelser dannede grundlaget for Obama-administration lancering af USA´s nye Asien-strategi: I fremtiden skulle Asien opprioriteres både politisk, økonomisk og militært. USA skulle tilbage som en magtfaktor i Asien.

Det var et budskab der vakte glæde i mange af de sydøstasiatiske nationer, der mere eller mindre er identiske med medlemmerne i organisationen Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, ASEAN, en handelsorganisation der minder om Europas tidligere EF.

Efter at have været den Kolde Krigs brandvarme frontlinje med borgerkrige og kommunist- og imperalistbekæmpelse i Vietnam, Malaysia, Indonesien, Thailand, Cambodja og Laos op gennem 50 og 60´erne til og med begyndelse af 80´erne, anlagde ASEAN-landene en meget mere neutral linje overfor verdens stærke magter. En linje der skulle sikre, at Sydøstasien ikke igen skulle blive arenaen, hvor andre lande udkæmpede deres ideologiske krige. Den balance formåede ASEAN at holde i over to årtier, men Kinas voksende militære og økonomiske indflydelse har atter brag ubalance i regionen.

Det er især Kinas krav på 90 procent af Sydkinesiske hav, der har skabt uro, samtidig med at flere ASEAN-lande også gør krav på forskellige små-øer, klippeskær og atoller i havet. Uenighederne er gamle, men indenfor de senere år har der været en eskalering af provokationer fra især Kina, Vietnam og Filippinernes side og den store frygt er, at Kina ganske enkelt beslutter sig for at gennemtrumfe sine krav militært. Og et Sydkinesisk hav, hvor man skal have Kinas tilladelse til at sejle igennem er alle ASEAN-landes værste mareridt, også USA´s.

Derfor blev Obamas nye Asien-politik hilst velkommen, da den blev lanceret og delvist løbende udviklet fra efteråret 2011 til 2012. Kronen på værket skulle have været Obamas besøg i Sydøstasien i oktober 2013, hvor der blandt andet var APEC-møde i Indonesien. Men Obama aflyste, fordi budgetforhandlingerne hjemme i Washington havde ført til, at staten var gået i betalingsstandsning. Den aflysning blev taget meget ilde op i mange regeringskvarterer i Sydøstasien. Man følte sig ganske enkelt svigtet, dels ved at sidde alene og blafre i vinden overfor Kina ved APEC-mødet, men også at et besøg i Sydøstasien blev så lavt prioriteret. Den nye udenrigsminister, John Kerry, syntes også at være langt mere optaget af sine frugtesløse fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina, ligesom USA´s rolle omkring Syrien, Iran, Nordkorea, Afghanistan og senest Ukraine, har taget opmærksomheden væk fra Sydøstasien.

Eller sådan opleves det. Spørgsmålet er, om det så er helt retfærdigt overfor Obama-administrationen. Der er måske snarere tale om forskellige forventninger til her og nu.
Skal man lave en oversigt over væsentlige ændringer i Sydøstasien, og delvis østasien, der er et resultat af Obames Asien-politik, så er det, at USA militært har opprioriteret sine baser i Australien og nu også fået udvidet sin militære manøvre muligheder med aftalen med Filippinerne. Der er også indgået en aftale om Changi Naval Base i Singapore, hvor USA har udvidet basen, så den kan modtage amerikanske hangarskibe.

Clapping Jet Fighter, check.
Visiting a US hangar ship at Changi Naval Base

Økonomisk er frihandelsaftalen med Sydkorea en aftale der vil øge USA´s eksport med ca. 55 milliarder kroner og den politiske aftale, Lower Mekong Iniative (LMI), mellem Laos, Thailand, Burma og Cambodja, er en omfattende politisk aftale om samarbejde omkring miljø, sundhed, uddannelse og infrastruktur. Antallet og graderne af Obama-administrationens deltagere ved regionale møder, som netop ASEANS Regional Forum, er steget betragteligt. Altsammen helt i tråd med Obamas langsigtede politik.

Hvad der også møder meget lidt forståelse i Sydøstasien, og tildels i Japan, er at USA faktisk er meget interesseret i at bevare et godt forhold til Kina. Dels af økonomiske og handelsmæssige grunde, men også fordi man har brug for Kina, når det gælder netop konflikterne i verdens brændpunkter. Og samarbejdet fungerer faktisk ganske fint alt taget i betragtning. Tag for eksempel Afghanistan: Når USA og NATO trækker sig ud i løbet af 2014, så opstår der et sikkerhedproblem for Kina. Det bliver en åben korridor fra Afghanistan ind i Kina og som Kina bliver nødt til at få lukket. Kina har derfor taget initiativ til et samarbejde mellem Kina, Rusland og Pakistan, samt at de tre parter skal samarbejde med USA om øge sikkerheden. Det er den slags initiativer, som Washington hilser velkomne. Som Obama sagde under sit besøg i Filippinerne: Det Sydkinesiske Hav kan meget vel være det eneste USA virkelig er uenig med Kina om.

“We have had good corporation with them (Kina) in so many different fronts, and perhaps, one can even argue that this is the only sour point in our relationship”.
Barack Obama om USA´s relationer til Kina

Japan og Filippinerne kan altså se langt efter USA´s anerkendelse af deres krav på klippeskærerne og øerne i Det Syd- og Østkinesiske Hav. USA er meget mere interesseret i at alle parter spiller efter reglerne, og det er hovedsagligt derfor, at USA bakker op om Filippinernes sagsanlæg mod Kina ved Den Internationale Domstol i Haag. En sagsanlæg der skal erklære Kinas krav på Det Sydkinesiske Hav for ugyldigt.

Problemet for Obama er dog, at ingen rigtig syntes at værdsætte hans strategi. Japan og Filippinerne er voldsomt skuffet over, at USA ikke bakker mere kontant op om deres krav. I resten af Sydøstasien er man stadig i tvivl om, hvorvidt kavaleriet kommer, hvis det virkelig brænder på. Netop Ruslands ageren i Ukraine har været en øjenåbner for mange regeringer i Sydøstasien. På trods af de mange hensigtserklæringer om støtte til Ukraine gennem årene, så var USA, NATO og EU ude af i stand til at reagere kontant på en militær agression. Et det en ligende måde USA vil reagere på, hvis Kina annekterer Det Sydkinesiske Hav?

Det kunne derfor være fristende for ASEAN at sætte fart på den frihandelsaftale som Kina også støtter, Regional Comprehensive Economic Partnership (RCEP), hvor netop ASEAN spiller en fremtrædende rolle og som også omfatter Japan og Indien. Forhandlinger ligger stille, dels på grund af uenigheder, men også på grund af manglende politisk vilje/interesse, men så forhandlede man i det mindste med Kina på lige fod, og Kinas fornemmelse af at blive inddæmmet kunne dæmpes og gnidningerne i Det Sydkinesiske Hav kunne måske mindskes.

Også Kina, eller i hvert fald dets statslige medier, reagerede vredt på  besøget, og især den 10-årige sikkerhedsaftale mellem USA og Filippinerne, som Kina opfatter som endnu et led i forsøget på at inddæmme landet. Noget som Obama ellers understregede ikke var tilfældet, men der er næppe nogen tvivl om, at USA rent faktisk har en interesse i at forhindre Kina i at gøre Sydøstasiens nationer til lydstater, der følger Beijings fløjte. Kina har derfor til en vis grad ret i, at USA´s Asien-politik delvist er sat i verden for at forhindre Kina i at sætte sig på regionen alene i kraft af sine økonomiske og militære magt. Det er en politik, der ikke kommer til at ændre sig før Kina spiller efter reglerne på alle områder.

Slutteligt skal Obama så hjem til en kongres, hvor mange medlemmer mener, at hele projektet er spild af tid. Dem skal Obama overbevise om, at det kommer til at tage tid inden resultaterne af administrations anstrengelse indfinder sig. Han skal også have et mandat til TPP-forhandlinger, hvis de skeptiske partnere i TPP skal tro på projektet.  Det bliver svært.

Obamas Asien-besøg kan derfor ved første øjekast virke som noget nær en fiasko, men skal nok bedømmes på den lange bane. Det er op ad bakke og måske bliver modstanden og mistilliden så stor, at den vitterligt må betragtes som en fiasko. Men det kan også vise sig at være den helt rigtige politik i en region, hvor bølgerne ofte går højt, især omkring Det Syd- og Østkinesiske Hav, og hvor der meget vel er mere brug for en partner, der blot er kommet sejlende i en lille båd der vugger blidere.

Skriv et svar