Månedsarkiv: maj 2014

Ud fra en mere personlig betragtning: Når (eller rettere hvis) jeg ser et rødt flag smælde, …

To be red or not to be red

Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når et rødt flag smælder. Ganske givet er der tale om den flipflap-lyd som ethvert flag fremkommer med, og den måde det står på, når der er stiv kulding fra sydvest eller andre retninger. Den samme fornemmelse gør sig gældende, for hvad dette røde flag står for: socialisme. Jeg er da bekendt med en pæn del af historien og nogle af hovedpersonerne, men nogen større fordybelse i socialistisk  ideologi har jeg faktisk ikke.

Alligevel bliver jeg kaldt “rød”, hvilket naturligvis er ment lidt nedladende, når mine åbenbart mere borgerlige bekendte kommenterer mine politiske indlæg og updates. Ganske givet fordi jeg går ind for et samfund med mindst mulig økonomisk og social ulighed og derfor er yderst skeptisk overfor tankegangen om, at nedskæringer i velfærdsydelser betyder et mere produktivt, og implicit, bedre samfund.

Nu skal det ikke handle om, hvorvidt dette er rigtig eller forkert, men om hvorvidt jeg er socialist eller ej. Efter at have rejst i snart otte år i Sydøst- og Østasien og interviewet et utal af politikere og eksperter på området, mener jeg nemlig selv, at jeg er blevet “af-ideolgiseret”. Herude er det sjældent man støder ind i “røde” eller blå” partier, for selvom der er forskelle, så er de ikke ideologiske. De fleste asiatiske partiers partiprogrammer er en blanding af markedsorienteret nationalistisk socialisme,  hvor nogen har mere vægt på det ene end andre af de tre ord. Mange regeringer i regionen behøver altså ikke at tage hensyn til en eller anden ideologisk arvemasse, når de beslutter sig for deres politik.

Den luksus har hovedparten af de danske partier ikke, når de skriver deres partiprogrammer. Her følger man blindt de liberalistiske eller socialistiske grunddogmer og skiftede man habitterne og kontordragterne ud med munke- og nonnekutter, ville det bekymrende nok ikke virke særligt mærkeligt i mine øjne.
Det er også derfor, at jeg er “rød”, når jeg afviser tesen om, at jo lavere velfærdsydelser, jo bedre et samfund. Helt per automatik. For i følge dansk politiks parametre er det bare rendyrket socialisme.

Men der er faktisk intet “rødt” over min ræsonnement. Nærmere tværtimod: Et velfærdssamfund er i min optik den absolut bedste måde at sikre økonomisk fremgang i et samfund. Det kan man så være enig eller uenig i, men for mig har det altså ikke noget at gøre med at være “rød”.

I virkeligheden har jeg også stor sympati for mange liberalistiske værdier. Jeg går for eksempel ind for at begrænse statsmagten, større personlig frihed og ansvar, markedsøkonomi og et solidt militær til forsvar af vores grænser. Fuldstændig af samme årsag , som jeg går ind for velfærdssamfundet: Det skaber det rigeste og fredeligste samfund.
Mit problem med det borgerlig Danmark er dog, at det eneste det prædiker, er afviklingen af velfærdssamfundet, hvilket jeg som nævnt finder økonomisk uansvarligt. Derfor stemmer jeg “rødt”, selvom jeg altså ikke tænker rødt.

Problemet med dansk politiks “rød og blå” dogmer er, at de faktisk ødelægger mulighederne for at udvikle samfundet. Hver gang der skal ses “fremad”, er det næsten altid baseret på en “”tilbage til” retorisk argumentation. Men det er bare sjældent, at vi reelt kan vende “tilbage til”.
Lad mig tage mine efterhånden temmelig omtalte velfærdsydelser som eksempel. For 60 år siden gav det nok mening, at begrænse velfærdsydelserne til arbejdsløse og at mene, at borgerne skulle yde for at nyde. Dels fordi storfamilien stadig udgjorde den væsenligste del af det sociale sikkerhedsnet. Dels fordi at samfundet stillede langt færre krav til den enkeltes personlige forudsætninger især i form af uddannelse. Den personlige frihed var altså et reelt valg.
I dag er samfundet markant forandret og det giver derfor ingen mening at betragte de samme udfordringer ud fra de samme grundprincipper. Men fordi partierne hænger fast i det ideologiske hængedynd, så bliver de det alligevel. At hører for eksempel en socialdemokrat sige, at man skal tilbage til “ret og pligt” og en fra Venstre sige, at lavere velfærdsydelser får folk i arbejde, er fuldstændig den samme retorik som de to partier havde for både 50 og endda 100 år siden. På nær Dansk Folkeparti, er alle Folketingets andre partier ligeledes funderet på blå eller rød ideologi.
Kan det så undre nogen, at vores velfærdssamfund har mere end svært ved at udvikle og tilpasse sig?

Lad mig give et eksempel på en ikke-ideologisk retorisk begrundet løsning og overvej hvad argumenterne mod forslaget ville være, hvis du ikke må begrunde dem med ideologiske principper:
Enhver borger i Danmark skal have udbetalt et fast månedligt beløb fra staten, der ikke kan modregnes uanset hvad indtægter borgeren ellers har. Beløbets størrelse skal animere borgeren til at supplerer sin støtte ved at tage arbejde og være lavere for unge end for ældre. Til gengæld afskaffes alle sociale ydelser og uddannelsesstøtte for personer over 18 år, ligesom skattesystemet reformeres, så personlige fradrag afskaffes. Den umiddelbare effekt vil være en stor besparelse i administrationen af den offentlig sektor, især indenfor socialforvaltninger og skattekontorer. Samtidig er det en erkendelse af, at den personlige frihed og mulighed for at skabe sig det liv man ønsker, ikke er realiserbar uden et økonomisk råderum, og da staten i dag i form af sin kompleksitet reelt ofte er begrænsende, bør staten sikre det økonomiske råderum for at fremme initiativet og friheden hos den enkelte borger.
Det er et forslag, hvor et borgeligt princip om økonomisk incitament går hånd i hånd med et socialistisk princip om lige muligheder i samfundet. Syntes jeg i hvert fald selv.

Det er som sagt bare et eksempel. Der er masser af andre områder, hvor rød og blå i fælleskab kunne skabe udvikling og dynamik i samfundet. Hvis de ellers bare de ville erkende, at de ideologiske dogmer og principper de oftest fremhæver, er dem der er mindst brug for i et moderne samfund.

Danmark har ikke brug for et rødt eller blåt samfund, men et noget mere farverigt et af slagsen.